El-DAM APS INVITERER LOKALE PIGER TIL GIRLS’ DAY IN SCIENCE
Når det den 6. oktober går løs til den landsdækkende kampagnedag Girls’ Day in Science slår vi dørene op og inviterer lokale skole- og gymnasiepiger indenfor.
Til Girls’ Day in Science viser vi pigerne den spændende verden af naturvidenskab, teknologi og IT, der venter dem i danske virksomheder og organisationer. De ser, at teknologi og naturvidenskab betyder noget for mennesker.
El-Dam A/S deltager også i Girls’ Day in Science og byder lokale piger velkommen til en dag, hvor vi vil vise dem de mange forskellige muligheder´en karriere inden for elektrikerfaget kan føre til.
Pigerne skal mødes med vores dygtige elektriker Lærke, der deler sin personlige historie om uddannelse og karrierevalg. Det er Naturvidenskabernes Hus, der står bag Girls’ Day in Science. Her fortæller direktør og ekspert i piger og STEM, Maiken Lykke Lolck, at mødet med de kvindelige rollemodeller betyder meget for pigerne:
“Vi ved, at det især for piger er vigtigt at møde nogen, de kan spejle sig i, når de skal træffe valg om uddannelse. Derfor er mødet med de kvindelige rollemodeller hos arrangørerne et bærende element i Girls Day in Science,” fortæller hun og fortsætter:
“Det plejer at være en rigtig god dag for pigerne. Det er ude i virkeligheden, at de for alvor kan se og opleve, at man kan gøre en kæmpe forskel med naturvidenskabelige kompetencer.”
Fakta om Girls Day in Science
Girls’ Day in Science er en landsdækkende kampagnedag, der sætter fokus på manglen på kvinder og piger inden for IT, teknologi og naturvidenskab. På dagen besøger piger fra grundskolens mellemtrin og udskoling samt gymnasiet virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer, biblioteker og museer i hele landet for at få et indblik i en karriere inden for de områder.
I år er det niende gang, at Naturvidenskabernes Hus afholder Girls’ Day in Science.